Tur til Manchester Derby maj 2009

Morten Olesen, vår danske venn og leder for den danske delen av supporterklubben,  sendte oss denne flotte artikkelen i forbindelse med sin Manchester-tur i mai. Av en eller annen grunn kom den ikke med i det siste STB. Dette beklager vi på det sterkeste og legger den derfor ut her slik at flest mulig får anledning til å lese den.

DSC00047-1.jpgSom tak for hjælpen i forbindelse med Manchester Citys mange besøg I Danmark igennem UEFA cup spillet i sidste sæson, modtog jeg fra Supporterklubben en tur til Manchester derbyet søndag den 10. Maj på Old Trafford.

Der havde også været en del at se til med masser af telefon og mail korrespondance med både Midtjylland, FCK, Aab og selvfølgelig vores kære formand, Tor Sønsteby, så det var da dejligt at blive påskønnet af ”sine egne”.

Oprindeligt var planen, at jeg skulle have været afsted med Peter Arndal, Cityfan.dk’s overhoved og Twitter mand, men desværre kunne han ikke få det passet ind i sin kalender, så det endte med, at jeg tog konen med, hvilket jo bestemt heller ikke er så skidt, da hun jo også er en stor Cityfan.

Dog betød Tanja’s deltagelse i turen med al sandsynlighed, at den ville komme til at stå på lidt shopping i Manchester, hvilket altså er noget, som jeg godt kan undvære – også selv om Manchester bestemt rummer afsindigt mange muligheder for at kunne shoppe.

Brug for resten det argument overfor din bedre halvdel, hvis det er, at du vil lokke hende med til Manchester City.

Vi havde på nettet booket et fly fra Hamborg lufthavn til Manchester’s ditto med afgang klokken 7 lørdag morgen. Grunden til at vi valgte at flyve fra Hamborg var, at flyene fra Billund til Manchester ikke fløj på de tider, som vi ønskede.

Faktisk kunne man slet ikke flyve til Manchester fra Billund på en lørdag. Så det var ikke så meget prisen der gjorde, at vi valgte at køre de over 300 km til Hamborg.

Vi gav nemlig ca. 1500 kroner stk. for returbilletter til Manchester, hvilket er noget under prisen på en Billund Manchester t/r, men når man så regner benzin og parkering i Hamborg med, så kan det ikke svare sig rent prismæssigt at køre til Hamborg.

Dog kan man ind imellem være heldig at finde en returbillet Hamborg – Manchester for kun ca.kr. 800,- og så er det i hvert fald lige pludselig værd at snakke om.

Men hvor om alting er, så startede vi bilen klokken 1 om natten fra Århus, det efter et par timers søvn hen over fredag aften.

Turen ned over E45, og videre over grænsen til Hamborg, gik vildt smertefrit – bortset fra at man selvfølgelig var lidt søvnig. Der var stort set ikke trafik, og vi var derfor allerede fremme ved Hamburg Flughafen før klokken 5 lørdag morgen. Nu ventede et par lange timer i lufthavnen, for jeg må indrømme, at trætheden ramte en hårdt efter de meget få timers søvn, og så efterfølgende den lange køretur sydpå.

En kaffe og en bid brød hjalp da lidt på det, men det var  en hård nyser at holde øjnene åbne! Det lykkedes dog at holde sig vågen til flyet boardede 6.45 og fløj til tiden klokken 07.00.

Flyveturen gik stille og roligt, men desværre uden søvn, jeg kan ikke sove i transportmidler. Knap 1 ½ time efter landede det lille fly med plads til ca. 40 passagerer i Manchester. Undervejs blev fra luften Rochdales Spotland spottet samt et par andre stadions, som vi desværre ikke var i stand til at kunne sætte navn på.

Her manglede man helt klart Henrik 72 Sørensen. Han er vel uofficiel verdensmester i spot hvilket stadion fra 8 kilometers højde konkurrence.

De andre gange vi er ankommet til Manchester lufthavn, har vi været en større flok, der skulle de 10-15 km ind til Manchester. Derfor kunne det så snildt svare sig med taxi.

Men denne gang var der altså kun Tanja og jeg, og vi besluttede os derfor, at undersøge muligheden for tog ind til Manchesters Hovedbanegård, Piccadilly. Det var en god beslutning. Stationen i lufthavnen var kun fem minutters gang væk fra ankomsthallen, og prisen for at komme ind til Piccadilly var overkommelig – ca. 4 pund pr. snude. Det gik også mindst ligeså hurtigt med toget som med taxi, og så fik man oven i købet lov at nyde synet af Eastlands på et stykke af turen ind ad. Det var da vi så Eastlands fra toget, at det gik op for os, at vi endelig var fremme. Et dejligt gensyn.

Ved Piccadilly station var det bare ud og finde noget morgenmad i Manchester, som her ved 9 tiden denne lørdag morgen var ved at vågne. Vi havde bestilt hotel centralt i Manchester, på Gardens Hotel, kun ca. 5 minutters gang fra stationen. Dog var det for tidligt at checke ind, så vi fandt en lille italiensk restaurant, hvor de pudsigt nok serverede ”Full English(!) Breakfast” for 5 pund.

Det var sku i orden at sidde der og spise morgenmad og kigge ud over den stigende travlhed på pladsen, hvor de lokale valfartede rundt mellem hinanden. Desværre blev bybilledet skæmmet lidt af irriterende United fans, der gik rundt og falbød T shirts, der reklamerede for kludeklubbens Champions League finale senere samme måned.

Klokken blev 10, og vi gik de få meter til hotellet og spurgte om vi kunne checke ind, for nu skulle vi godt nok have indhentet noget søvn.

Det kunne vi heldigvis, for vi var godt nok flade efter den lange nat og morgen.

Hotellet var i bedste engelske stil: Slidt og brugt, men trods alt acceptabelt pænt og rent, og til en samlet pris på 900 kroner for to overnatninger, må jeg sige, at dette hotel fint kan anbefales.

Der var ikke morgenmad med i prisen, men der er rig mulighed for at kunne få føde (fast og flydende) døgnet rundt med den centrale placering, som Gardens Hotel har.

Heldigvis fik vi lov at checke ind, og snart efter kunne vi få ”kogt” i nogle timer. Herligt og tiltrængt – selv om det var lidt svært at sove. Det kriblede jo også lidt i en for at komme ud og opleve Manchester.

Vi fik en tre timer søvn, hvorefter vi stille og roligt begav os ud i byen, som virkeligt var godt fyldt med shoppelystne mennesker.

Tanja slæbte mig rundt i den ene butik efter den anden i de følgende timer, og jeg blev mere og mere pint tørstig. Så efter at have vadet igennem Arndale Center og Manchester strøg en 4-5 gange, havde fruen endelig gjort sine tøj indkøb, og vi kunne vende næsen mod hotellet for at kunne aflægge alle poserne. Jeg havde ingen poser med sko, tøj eller kosmetik!

Tanja Olesen Five vs Morten Olesen nil” .

Endelig var det ud og have en pint på en af Manchester Centrums mange hyggelige pubber. Vi gik hen af Portland Street, og der bliver man mødt af nogle af byens ældste og mest hyggelige steder.

Vi endte på en pub ved navn The Old Monkey ca. 5-7 minutters gang fra hotellet. Et rimeligt lokalt sted, som var godt besøgt, men ikke overfyldt. Her fik vi et par Guiness. Kan godt anbefales – både The Old Monkey og Guiness.

Vi måtte dog bryde op ved 18 tiden, idet vi havde en aftale med en gammel ven, cityfan og sæsonkortholder, Roger Haigh, som gerne ville ud og spise med os.

Vi mødte Roger tilbage på hotellet, og det var et hyggeligt gensyn. Vi mødte den i dag 60 årige Roger tilbage i 2002, da han i forbindelse med Citys besøg i Århus havde taget turen med City til det Østjyske.

Siden har vi mødtes med ham hver gang vi har besøgt Manchester. Et herligt venskab – og for øvrigt også en god forbindelse at have i det ”Manchesterske”

Roger er vild med at vise sin by frem, og han øser lystigt ud af sin faktisk pænt store viden om Manchester. Denne gang var ingen undtagelse,

Roger tog os med på Manchesters mindste pub, The Circus Tavern, et sted hvor folk nærmest sad i lag og drak pints, omgivet af de trange vægge med masser af fodbold memorabilia på. Møghyggeligt – for selv om der var trangt, så kunne man alligevel tydeligt fornemme ordsprog passer; Hvor der er hjerterum, er der også masser af husrum. Masser af venlighed, smil og god betjening.

Efterfølgende havde Roger bestilt bord til os alle tre på Restauranten ”Sam’s Chop House” beliggende i Chapel Walks. En ægte engelsk restaurant, som til trods for navnet også har vegetar mad.

Prismæssigt er Sam’s Chophouse i den pænere ende (uden at være dyrt), men når det så er sagt, så er kvaliteten af mad, drikke og ikke mindst atmosfære helt i særklasse. Jeg vil til en hver tid anbefale Sam’s Chophouse til andre Manchester rejsende. Jeg tror, at det er en god ide, at bestille bord i forvejen. Det var meget populært.

Vi fik stillet sult og rigtig meget tørst på Sam’s Chophouse, og der var så godt, at vi faktisk blev der hele aftenen.

Roger, som bor et godt stykke udenfor Manchester, i Rochdale, var dog pisket til at tage toget hjem ved 23.30 tiden. Han lod heldigvis sin bil stå på Rochdale station, da han kom frem dertil, for hold da op vi havde fået mange pints.

Da vi havde sagt farvel til Roger på stationen, gik vi til hotellet, for der var stadig en masse søvn der skulle indhentes, og søndagen bød jo trods alt også på turens hovedbegivenhed.

Søndag morgen – Derby day! Vi stod op lidt tunge i hovederne efter den fornøjelige aften på Sam’s Chophouse, men spændingen over at skulle ud at overvære et Manchester Derby i City-afsnittet på Old Trafford, overdøvede trods alt de larmende tømmermænd, der huserede skralden på os.  

Vi gik ud i Manchester, der på denne på søndag formiddag ikke bar synderligt præg af Derby stemning. Ikke mange mennesker i byen. Bag strøget fandt vi en fransk restaurant der sørme også havde rigtig engelsk morgenmad. Jeg tror om så man fandt et Afghansk spisested, så ville de have morgenmad med pølser, bønner, æg og toast på menuen!

Efter endt morgenmad drev vi lidt rundt i Manchesters bymidte, men der var altså ikke meget lokal derby stemning at finde, så ved 11 tiden blev vi enige om at tage ud at finde Askebægret, som jeg plejer at kalde Old Trafford.

Vi havde egentlig regnet med, at det ville blive rigtig nemt at finde Askebægret, når en 70.000 mennesker skulle den vej ud af. Men nej – det var det egentlig ikke! Jeg så da godt nok trøjer – især de grimme røde- flere steder men de gik i alle mulige forskellige retninger.

Jeg gik ind på vores hotel og spurgte i receptionen, og ham derinde forklarede, at der var flere måder at komme der ud på, så det var nok derfor, at folk gik i alle mulige forskellige retninger. Nemmest var det dog at tage bussen sagde han, og vi skulle med kørte lige på den anden side af gaden. Det ville tage en 30-40 minutter forklarede receptionisten.

Vi gik ud og fandt bussen, og vi må faktisk indrømme, at det var rart, at det var en lidt kølig gråvejrsdag, for så blev man nødt til at lyne lidt op i jakken for at skjule sin Lyseblå trøje. Normalt viser jeg den gerne frem (trøjen!) men lige denne dag var det nok bedst at skjule den.

Der var røde overalt. Overalt. Hvis man synes, at det var slemt i dobbeltdækkerbussen på vej derud (som for øvrigt viste sig at være special indsat, og derfor kun var 10-12 minutter om at komme derud) så blev det meget meget værre ude omkring Askebægret.

Derude var rødt rødt og atter rødt – overalt! Jeg fik det nærmest helt som en såret tyr i en tyrefægter arena, man blev jo helt arrig!

Vi gik lidt væk fra stadion i håb om at finde en pub med Cityfans, men nej det fandtes øjensynligt ikke. Vi spurgte et par politimænd, og de fortalte os, at vi nok skulle være blevet inde i Manchester for at have fundet en pub med Lyseblå folk i. Den ene politimand ønskede os god kamp, og han fik lige fortalt, at han også ville heppe på City, fordi han såmænd også var en stor fan af det rigtige Manchester hold.

Vi tog en dyb indånding og gik tilbage til stadion, og fandt en bod med lidt cola og Fish and Chips. Så stilte vi os ellers lidt på afstand, og betragtede alle de røde fjolser, typisk gående med plasticposer fra deres officielle shop. Forban….e udstyrsfans.

Som kick off nærmede sig begyndte der heldigvis at blive mere lyseblåt i folkemængden, og vi besluttede en tre kvarter før kampstart at gå ind i fjendeland.

Jeg havde egentlig forventet at blive dybt imponeret af at komme ud på Old Traffords lægter, for sådan et 75,000 plus stadion må jo være helt enormt!

Men nej. Det var faktisk ikke særligt stort, og skulle jeg have gættet på kapaciteten derinde, så ville jeg nok have skudt på 30-35.000.

De havde også placeret stole rækkerne ultra tæt. Selv jeg med mine 172 cm havde svært ved at sidde ned på min stol uden at rage knæene ind i stolen foran. Så er det sku da klart, at man kan mase over 75.000 stole ind, når man sætter dem så tæt. Nå lige meget. Vi skulle jo heller ikke sidde ned…

Som stadion blev fyldt steg stemningen mere og mere. Jeg vil ikke kalde atmosfæren derinde for hadsk, men de to holds supportere gjorde i hvert fald hvad de kunne for at svine hinanden til.

Who the f.ck are Man United, We’ll buy your club – we’ll burn it down gjaldede det fra City enden inden kampstart, og faktisk hele vejen igennem kampen.

Jeg vil ikke trætte jer med et gammelt kampreferat. Vi tabte jo som bekendt efter en i mine øjne halvhjertet indsats. Det virkede nu heller ikke til at Cityfansene havde sat næsen op efter et godt resultat, så selv om vi var bagud 2-0 ved pausen på Ronaldo ’s kluntede frisparks mål, (for øvrigt var der ikke frispark) og Tevez’ flotte soloaktion, så fortsatte Cityfansene med at svine United til i en god ånd.

I pausen var der latterlig underholdning med to store kæmpe dukker med hver sin person i. Der var en rød og lyseblå kæmpe dukke.

De var sindsygt grimme og kluntede, de dukker. De konkurrerede i at sparke straffespark, så Cityfansene råbte ”OI ROONEY” hver eneste gang den røde dukke var i fokus.

Som ventet, og sikkert aftalt på forhånd, vandt den røde dukke på kontroversiel vis, og Cityfansene råbte ned mod den sørgerlige underholdning :”Same Old Munichs –always cheating”.

I anden halvleg gik der virkelig sport i den med sange og tilråb, og vi fik da også en opvarmende John O’Shea til at diskret give os fingeren, da vi sang: Oh John O’Shea he takes it up the arse. Barnligt men ustyrligt morsomt.

Glauber Berti kom også ud og varmede op.  Han fik virkelig for fuld udblæsning ”One Berti Glauber only One Berti Glauber”. Det tog tysk brasseren sig nu ikke af. Han anede nok ikke hvad vi sang…  

En kanon oplevelse trods resultatet. Men et eller andet sted virkede det som om, at Cityfansene ikke havde nogle forventninger til deres hold, og derfor endte det hele med, at vi bare svinede United til. Men ok, det var ret sjovt, og en oplevelse at være på Askebægret med veloplagte Cityfans.

Ikke videre skuffet gik vi ud i den røde folkemængde igen. Hvor var det altså ubehageligt! Ikke at man var bange – bare synet af så mange røde på en gang, det kan ikke have været sundt!

Vi fik relativt hurtigt en bus ind til Manchester. Det tog  det meste af en halv time med alt den trafik der var væk fra Askebægret nu.

Vel tilbage i centrum gik vi ind og fik en pint ved en hyggelig plads bag ved Arndale Center. Der stod for øvrigt en gigantisk ballongynge der, 60 meter høj.

Roger havde aftenen før anbefalet en tur i den, idet man naturligvis får en fantastisk udsigt ud over byen. Vi tog imod anbefalingen og gik hen og betalte de ca. 5 pund for turen.

Det var bestemt pengene værd. Fantastisk udsigt ud over Manchester – og helt tydeligt stod City of Manchester Stadium.

Der står vist et hjul mage til på Axeltorv i København, hvis nogle vil prøve noget tilsvarende.

Aftenen nærmede sig, og vi havde aftalt, at vi ville spise aftensmad ude i kvarteret omkring gode gamle Maine Road. Med andre ord: Manchesters berømte ”Karrymil” i Rusholme, Wilmslow Road.

Man spiser fantastisk god indisk og pakistansk mad derude, og det på meget flotte restauranter – og så til næsten ingen penge. Det var nu ikke kun derfor, at vi ville derud. Det var også for at gense området ude omkring Maine Road. Vi boede i sin tid jo altid på Landsdowne Hotel på Wilmslow Road, så der var også noget nostalgi i at tage derud.

Vi tog en bus derud – det er ca. 8-10 minutters tur fra Centrum. Vi fandt restauranten Hawelli hvor vi fik herlig krydret mad og et par pints til – omkring 20 pund samlet. Billigt!

Det er en supergod ide at tage derud – hvis man altså er til den slags mad.

Det var også tydeligt, at flere fodboldfans – især Citys- stadig bruger Karry milen til at spise middag på efter kampe. Der var flere lyseblå trøjer rundt omkring, men desværre også enkelte røde. Vi spottede også en forsmået Bury fan, der sikkert netop havde været på Gigg Lane og se sit hold tabe League Two play off semifinalen.

Det var et dejligt gensyn med Rusholme, men vi skulle tidligt op mandag morgen og med flyveren til Hamborg, så vi skulle ikke meget videre i byen denne aften. Vi tog bussen tilbage til Centrum, hvor vi lige ville have en enkelt pint inden sengetid. Valget faldt på et sted vi havde studse over, da vi ankom lørdag.

Stedet hed slet og ret ”Kro”, og lå overfor vores hotel. Jeg tror sku helt ærligt, at det udtales som det danske kro.

Jeg har vedhæftet et billede af deres menukort. Meget pudsigt.

Indretningen var der dog ikke ret meget kro over. Det var totalt strømlinet og high tech.

Vi fik dog vores pint derinde, imens vi reflekterede over en intens og god tur til Manchester. Godt nok tabte drengene, men et eller sted havde vi ikke forventet andet, så skuffelsen var til at overse. Det havde været fedt at være i Manchester igen. Sådan helt overordnet.

På vej over pladsen gik jeg ind i en kiosk, og købte et City mag, som jeg kunne læse på hotelværelset inden søvnen satte ind. Kiosk mændene kiggede lidt overbærende på mig, men det var jeg ligeglad med. Det er dem der ikke ved hvad de går glip af.

Mandag morgen og vi slæbte os ud af hotellet klokken 6.30. Ned for at finde toget til lufthavnen. Jeg sugede godt til mig af sidste indtryk fra gaderne i Manchester, for der går nok lige et stykke tid før man igen sætter benene i denne herlige by.

Fremme ved perronen ind i toget: Farvel Manchester. Toget rullede ud – og øjeblikke efter hen forbi City of Manchester Stadium. Jeg så efter Citys hjemmebane så længe jeg kunne – helt indtil det forsvandt i landskabet.

Resten af turen. Smertefri. Fly til tiden – og ikke den store trafik fra Hamborg til Århus. Havde lige et stop ved grænsen for at tanke op med øl, vand og andre livsnødvendigheder. Desværre kunne man ikke købe afgiftsfri ture til Manchester. Jeg var ellers allerede klar igen.

En stor tak til Supporterklubben for denne tur. Det var en oplevelse for livet!

Morten

Legg igjen en kommentar